Når A og B komponenterne sammenblandes, skal blandingen udføres korrekt. Det gælder både blandeforhold og metode.
Profloor epoxybelægning leveres færdigafvejet, i sæt hvor komponenternes blandeforhold er afstemt.
Hvis der ikke blandes hele sæt, skal komponenterne derfor nøje afvejes, i korrekt blandeforhold.
Skal det aktuelle materiale anvendes med
farvepasta, skal denne altid røres i A-komponenten, inden B-komponenten tilsættes eller sættet deles.
Rør farvepastaen ud i A-komponenten og bliv ved med at røre til det ser helt ensartet ud.
Bemærk, at hvis sættet deles, skal eventuelt tilsat farvepasta fraregnes, inden tilsætning af hærder. Eksempel: Profloor EP-SL som har blandeforholdet 4:1.
A-komponenten vejer 16.000 gram og B-komponenten vejer 4.000 gram. Der tilsættes 1000 gram farvepasta til A-komponenten (16.000 gram + 1.000 gram) og sættet ønskes delt i to. Afvej og bland derfor 8.500 A-komponent og 2.000 gram B-komponent.
Epoxybelægning skal blandes med blandepropel påsat trinløs boremaskine eller med egentligt røreværk. Undgå at piske luft i materialet.
A-komponenten røres indtil ensartet, inden B-komponent tilsættes. Der røres grundigt, i cirka to minutter, indtil ensartet. Derefter overføres blandingen til ren beholder og der røres yderligere 1 minut, inden det færdigblandede produkt hældes ud på gulvet.
Bemærk, at epoxy danner varme, når det begynder at reagere. Derfor må blandingen ikke må efterlades i blandespanden, hvor varmen ikke kan bortledes. Den dannede varme accellererer hærdeprocessen eksponentielt og ukontrollabelt, hvilket får produktet til at koge og gør det uanvendeligt. Forhøjet temperatur, som følge af accellereret hærdning, resulterer i at belægningen ikke opnår den rette hårdhed, bliver gul og forringer dets UV-stabilitet.